VM i muring 2010/2011
I dagene mellem den 8-9 marts dannede Hovedbanegården i København rammen om udtagelseskonkurrencen for murerfagets deltagelse ved VM i London 2011.
Ligesom ved Danmarksmesterskabet (DM SKills) i Odense tilbage i januar var der tæt opløb mellem nr. 1 og nr. 2, og igen blev det Danmarksmester Nicolai Munksgaard Asmussen der løb af med sejren.
Frederik Wettendorf Larsen som var Nicolais modstander ydede sit absolut bedste, og de leverede begge en fantastisk indsats og en flot opgave, som mange af de forbipasserende bemærkede.
Nicolai kommer fra Holstebro og er ansat hos murermester Jens Kirk ved Grønbjerg, Spjald. Nicolai skal nu præsentere Danmark ved World Skills i London til oktober og påbegynder nu et koncentreret træningsprogram.
Hovedsponsorerne, som har gjort det økonomisk muligt at afholde konkurrencerne er Egernsund Tegl og Weber Saint Gobain.
Nicolai Munksgaard deltog i de Irske mesterskaber
Fra den 4-8 april 2011 deltog Nicolai, den danske VM deltager for murerfaget i de Irske mesterskaber. Mesterskaberne blev afholdt i Dublin på DIT (Dublin Institute of Technology), som svarer til en erhvervsskole i Danmark. Der var i alt 7 deltagere, hvoraf de 6 var fra Irland. Som ved de tidligere konkurrencer lagde Nicolai ud med at skære de fleste sten, så det så ud som om han efter 2-3 timer allerede var et godt stykke bagud i forhold til sine konkurrenter. Men allerede over middag havde Nicolai indhentet de øvrige, og da den første dag var slut, havde han lagt sig i spidsen.
Nicolai's opgave var langt den bedste, og han fik hele 5 point mere end nr. 2.
Selvfølgelig er der plads til forbedring inden VM, men der er taget et godt skridt fremad.
Murerfagets deltager 2009
Ved dette års VM i håndværk deltog det danske murerfag med Jack Bak Jepsen. Jack blev danmarksmester i muring i 2008.
Jack er i månederne op til verdensmesterskabet blevet trænet i murerfagets finesser, og i dagene
d. 2. - 5 september 2009 gik det løs i Calgary i Canada.
Intenst forløb
Konkurrencen forløb over tre dage og opgaven bestod af 3 moduler.
Jack Jepsen viste snart, at det danske murerfag håndværksmæssigt nemt kan matche de allerbedste i verden.
Efter de 2 første moduler lå Jack på en flot 2. plads med store chancer for at blive nr. 1. På trods af et par uheld hvor Jack måtte ½ time på skadestuen, viste han stor vilje og koncentration. Det sidste modul var et kombineret blokmurværk og mursten med en dekoration af årstallet 2009. Jack havde i konkurrencerne i månederne op til verdensmesterskabet prøvet kræfter med flere detaljer i dette modul, så alle var derfor helt rolige for denne del af mureropgaven.
Fakta om VM i håndværk
VM i håndværk, det såkaldte WorldSkills, er håndværksfagenes verdensmesterskab. Det overordnede formål med Danmarks deltagelse er at fremme de danske erhvervsuddannelsers samfundsmæssige anseelse og status ved at tilskynde unge mennesker, deres undervisere og arbejdsgivere til at opnå den højeste erhvervskompetence inden for deres faglige område, blandt andet at udveksle erfaringer inden for hvert håndværksfag på tværs af landene.
WorldSkills blev afholdt første gang i Spanien i 1947. Siden da er flere lande støt kommet til og i dag er mesterskaberne blevet verdensomspændende.
World Skills afholdes hvert andet år. I den mellemliggende tid trænes og afholdes konkurrencer i hvert land, hvorved landets givne mester udvælges til den store dyst. Alle deltagere er under uddannelse, når de bliver tilmeldt konkurrencen.
Læs mere om VM i håndværk – WorldSkills – for murerfaget på www.murerfaget.dk.
Kontaktoplysninger
Ved ønske om yderligere information kontakt venligst Erik Fog Larsen på tlf. +45 35 878729 eller via efl@bygud.dk.
|